MODTAG VORES
NYHEDSBREV

Undervisning Header

TestforløbDyk ned under jorden, i hovedstadens gamle vandreservoir, hvor det nu er kunst i stedet for vand, der fylder de særegne rum. I Cisternerne tilbyder vi temaomvisninger og spændende undervisningsforløb om bl.a. vandets vej, læs mere om vores tilbud i nedenstående.

Omvisninger for skoleklasser
Cisternernes historie er fortællingen om øget urbanisering, om koleraepidemi, byplanlægning og hygiejne i 1800-tallet. Historien trænger ind under huden, når man færdes i de helt særegne rum, hvor luftfugtigheden altid er tæt på 100 %, temperaturen svinger mellem 8 og 16 grader, og lyde kastes mellem søjlegangene i 17 sekunders efterklang.

Omvisningen tager udgangspunkt i Cisternernes historie som tidligere vandreservoir. I en dialogisk undervisningsform bliver stedet introduceret og perspektiveret. Desuden vil omvisningen komme omkring den aktuelle kunstudstilling i Cisternerne – en totalinstallation, der strækker sig over hele det 4.320 kvm store rum - og vi ser nærmere på de smukke drypsten, der dannes langs loft og søjler.

Omvisningen er rettet mod fagene billedkunst og historie. Fokus på omvisningen kan vægtes afhængigt af den enkelte undervisers ønsker.

Undervisningsforløb - Vandets vej gennem tiden
Vandets vej gennem tiden er et undervisningsforløb udviklet til grundskolens 9. klasse bestående af 9 lektioner med fokus på det fællesfaglige område: Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer. Forløbet er udviklet i samarbejde med Frederiksberg Forsyning.

Som en del af forløbet indgår en ekskursion - a 6 lektioner - til Cisternerne og Frederiksberg Forsyning. Derudover indgår der to lektioner inden ekskursionen, hvor klassen arbejder med drikkevand og forsøgsmanualer samt én opfølgende lektion hvor klassen arbejder hjemme på skolen.

Forløbet understøtter det fællesfaglige fokusområde Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer. Eleverne arbejder med at opstille hypoteser og lave undersøgelser.

Hent lærervejledning
Hent elevmateriale

For mere information kontakt Cisternerne på:
info@cisternerne.dk